Tusinde tak for hjælpen!

I forbindelse med den store oprydningsdag i Baldersbæk søndag den 12. maj vil vi gerne takke alle, der mødte op og gav en hjælpende hånd. Hvor var det pragtfuld at se så mange mennesker bakke op om vores projekt og stille sig klar til at yde en indsats – selv om betalingen var mangelfuld. Vi synes selv, at resultatet er blevet rigtig flot, efter at grenene er blevet fjernet og glæder os til, at de sidste spor af indgrebet stille og roligt forsvinder i takt med, at træerne springer ud, og arealerne atter bliver grønne.

Vi håber, I havde en hyggelig dag og fik snakket på kryds og tværs under arbejdet. Tanken med oprydningsdagen var også, at alle i løbet af dagen fik en form for tilknytning til vores dejlige natur – det tror vi lykkedes. Ligeledes var DR særdeles glad for de optagelser, der blev lavet den dag. Som filmproducenten sagde ”Vi har lavet rigtig mange haveprogrammer hos DR, men aldrig en hvor lokalbefolkningen deltog så aktivt og støttede op om projektet – dette vil helt sikkert give en ny dimension til programmet”. Programmerne vil blive sendt i starten af 2014.

I løbet af 2013 vil der blive udarbejdet informationsmateriale om området, opsat bænke ligesom kilden skal restaureres.

Endnu engang tusinde tak for jeres indsats. Vi håber ikke, I var alt for ømme i lemmerne dagen efter.

Venlig hilsen

Ilse, Jette, Søren, Simone og Holger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.