Link til kirkernes hjemmeside:
(Uddrag fra Kirke og Sogn i fortid og nutid i Ribe stift 1953)
Lindknud/(Hovborg) sogn ligger en halv snes km. nord for Brørup Stationsby. Det er et hedesogn i den forstand, at det ligger på østranden af afsmeltningsfladerne, som den sidste istid aflejrede over den vestlige del af den jydske halvø, og i nogle århundreder – fra ca. 1660 til ca. 1870 – har store dele af sognet været dækket af lyng og befolkningstallet været ringe.
I oldtiden har der derimod været ret tæt bebyggelse. Talrige minder fra stenalder og broncealder viser det. Af storstensmindesmærker er 4 anselige langdysser og 1 runddysse seværdigheder, og talrige broncealder-høje kan stadig ses, især den anselige “Præsthøj” på grænsen mod Brørup sogn, mens endnu flere er sløjfet og overpløjet.
Adskillige stednavne på endelsen -lund viser, at sognet i middelalderen har været rigt på skov. Men midt i 17. årh. var det forbi med frugtbarheden. Menneskets skødesløshed – med Svedjebrug – gjorde sit og århundredets krige resten. I svenskekrigen 1657 – 58 led sognet frygteligt. Efter et amtsregnskab var der i 1662 kun ganske få beboere tilbage, og 1699 siges det , at “Lindknud sogn er ganske øde og grunden i hede groet og en del med sand fordærvet”. Og sådan lå det hen til midt i forrige århundrede. Da tog dygtige og flittige mænd fat på at plante heden til. Ikke mindre end 3 store plantager: Hovborg, Klelund og Baldersbæk – og en del af en fjerde: Stilde – findes inden for sognets grænser, og langs veje og markskel er plantet nåletræer, så sognet nu syner ganske loddent. Et imponerende er gennem de sidste 100 år lagt i at få heden i kultur. I 1914 – 16 lagdes en mergelbane herud fra Brørup, og sognet fik tilført ialt 98.000 m3 mergel. Følgen er, at der nu kun er ganske få stykker hede tilbage, og befolkningstallet, som i 1850 var på 584, er nu 1960. De fleste ejendomme er nybygninger, og under de sidste 15 års gode tider er der blevet udvidet og anskaffet, så Lindknud nu står med et fuldt moderne og yderigt landbrug. Indtil 1896 var Lindknud sogn anneks til Brørup. Men da folkemængden steg, byggedes der i 1895 kirke for den vestlige del i Hovborg og præstebolig i Lindknud, og sognet fik sin egen præst. Den nuværende (i 1953) er den femte i rækken af selvstændige præster i Lindknud.
Lindknud kirke ligger i sognets syd-østlige del på en lille høj, en knude, som formodentlige engang har været beklædt med lindetræer, hvoraf det antages, at sognet har navn. Det er en lille beskeden bygning, som regnes til de yngste granitkirker og altså skal være bygget i 14 årh. Kvadrene i skib og kor er for størstedelen smukt tilhugget, men hist og her er der brugt rå granit. Tårn og våbenhus er siden føjet til i tegl. Tårnet hæver sig kun en god meter over skibets ryg og menes tidligere at have været højere, uden at det nu er muligt at sige, hvorfor eller hvornår det er forkortet. Der er vindeltrappe til tårnrummet, men kun et glamhul, og klokken hænger i en stabel på kirkegården. I nordmuren ses både ud- og indvendige tydelige spor af kvindernes tilmurede indgang. Mændenes bruges den dag i dag med et anseligt våbenhus foran. Skib og kor er tækket med bly, tårn og våbenhus med tegl og skifer; skib og tårn er delvis hvidkalket. Blandt inventaret bemærkes et krucifiks fra katolsk tid (ca. 1500). Stolegavlene er smukt træarbejde i renæssancestil fra ca. 1625. På den solide granitfont ligger et smukt dåbsfad af kobber prydet med tre korslagte fisk, som går igen i embedets segl. To alterstager af malm bærer indskriften: “Frue Mari Margarite from / Fordi H(r) Lucas bad derom / mig gav til Lindknud kirkeboer/ Gud hende i glæd i Engle-Choer. 1710.” “Hr. Lucas” er sognets daværende præst, Lucas Pedersen Debes, præst i Brørup-Lindknud 1698 – 1729. “Frue Margarite” kendes ikke.
Kirkerummet er lille, men hyggeligt. 1950 er ophængt en præstetavle med bistand af Selskabet for kirkelig Kunst. Kalkmalerier findes ikke.
Distriktskirken i HOVBORG ligger 7,5 km vest-nordvest for Lindknud. Omkring 1880 begyndte man i de vestlige egne af Lindknud og Vorbasse sogne at klage over de lange, om vinteren næsten ufremkommelige veje til kirkerne. Men da der ikke kunne være tale om at bygge to nye kirker, enedes man om Hovborg som stedet og fik så Risbøl skilt ud fra Vorbasse og i kirkeligt henseende lagt til Lindknud Sogn.
Ejeren af Hovborg kro, Nicolai Povlsen, skænkede grund til kirke og kirkegård, og ved hjælp af et tilskud på finansloven på 18.500 kr. byggedes kirke i sommeren og efteråret 1895. Indvielsen skete 26. januar 1896. – Beboerne selv betalte det lovbefalede vedligeholdelsesfond på 2000 kr, til stiftsmidlerne.
Kirken er en central-bygning i korsform. Midterpartiet er ført i vejret, så loftet her ligger 11 m over gulvet. Materialet er røde teglsten med konsoller og småsøjler af Fakse-marmor. – Orgelet er skænket af Mads Lauridsens enke i Hovborg, og kirken blev grundigt restaureret i 1950-51. Men i øvrigt er bygning og inventar uden kunstnerisk eller historisk interesse. –
Da Hovborg kirke var bygget opstod der strid om, hvor præstegården skulle ligge. Man stredes bravt om æren at have den i begge ender af sognet, og fra bestemt side var man ivrig for at indrette en større gård midt mellem kirkerne til formålet. Men da præsternes aflønning netop i de år ændredes fra den tidligere form med jord og dyr til fast løn, endte det med, at der opførtes en bolig tæt ved Lindknud kirke med 2 tdr ld have til.
Det kendteste navn i sognets præsterække er folkloristen og filologen H. F. Feilberg, som dog mere hører Brørup end Lindknud sogn til. I årene 1870 – 90, da sognet i det hele vågnede, prægedes det stærkt af den grundtvigske vækkelse, især ved indflydelse fra præsterne Feilberg og hans efterfølger Mathiesen, Derved skabtes de vågne, oplyste hedebønder. Et eksempel blandt dem er Niels Thøgersen, som gennem et langt liv varetog et utal af tillidshverv i sognet (d. 1947). Han har nu sin mindesten tæt ved Lindknud gamle forsamlingshus hvor han i sin tid ledede gymnastik og deltog i skytteforeningens fester og møder.
Nutidens brogede folkelige mødevirksomhed samler sig i det vidstrakte sogn om 4 nybyggede gymnastiksale og 3 kroer – midt i 1920erne drev “Jehovas Vidner” en ret energisk propaganda i sognet, og de har stadig deres talsmænd, uden at resultaterne af deres virksomhed kan siges at være store.
Tæt syd for Lindknud ligger Adsersbølgård, som i ældre tid var en adelig sædegård og senere har skiftet ejer adskillige gange, men gårdens magre jord har i reglen bragt dem tab. Ca. 1900 købtes gården af fængselsselskabet for Nyborg og Vridsløselille straffeanstalter, som byggede et optagelseshjem, hvor fangerne bor, mens de hjælper til i gårdens drift og gradvis vænnes til en fri borgerlig tilværelse.
I Klelund plantage, grundlagt 1871 af grev F.C. Molkte til Bregentved, ligger et lille jagtslot, og ved Baldersbæk har grosserer Holger Petersen, som grundede Baldersbæk plantage 1892, bygget en smuk villa i stil efter Marselisborg. Forskellige arbejder af billedhuggeren Anders Bundgaard pryder gården og haven, bl.a. “Herredsstenen” i engen tæt ved, hvor grænserne for Malt, Slaugs og Skads herreder løber sammen. Den er smykket med billeder af 3 mænd, som har været særlig virksomme i plantningssagen på den tidligere hede: Enrico Dalgas, kroejer Johan Kristoffer Steinmeier Sørensen og skovrider J.C. Sørensen.
Dybt i Klelund plantage findes en mindesten over 7 skotske og Canadiske flyvere, som omkom her natten til 26. februar 1944, da deres maskine blev skudt ned efter en luftkamp. Indskriften lyder:
Ukendt i natten de styrtede ned
Husk, at de faldt for vor frihed og fred.
Og på sognets næsthøjeste punkt, den fritliggende “Vittrup Baun” (101 m o. h.) findes stærke spor efter en lytterpost, som tyskerne opretholdt her i besættelsens sidste år. “Baunen” ejes af et interessentselskab, som værner stedet i dets naturskønhed. Herfra er der vid udsigt over egnen.
Igennem sognets vestlige del løber fra nord til syd den gamle stude-drivervej fra Jyllands indre. Ved den ligger den landskendte Hovborg Kro, hvor slægten Nikolajsen nu er vært i fjerde generation. – Hvor vejen i syd skærer sognegrænsen til Holsted sogn, fører en bro over “Kongens Vase”. Navnet stammer efter sagnet fra Valdemar Sejr, som under ridtet til Dagmars dødsleje i Ribe sank i bløde her med sin hest og først kom op, efter at nogle store sten var kastet ud til hesten at træde på.
Peter Riemann,
sognepræst