Det store jubilæumsår fejres med en gratis biograftur. I 2017 markeres 500-året for Martin Luthers opslag af 95 teser på porten til slotskirken i den tyske by Wittenberg. Det blev startskuddet til reformationen og dens enorme forandringer.
På Martin Luthers tid gennemsyrede religion hele samfundets forestillingsverden, og derfor fik Luthers tanker vidtrækkende betydning. Også i Danmark skete store forandringer, ligesom de reformatoriske ideer har stor betydning for, hvordan det danske samfund og kirke ser ud i dag – Fra udviklingen af velfærdssamfundets skoler og hospitaler til Folkekirkens gudstjeneste med salmesang og prædiken på dansk. Også her i Hovborg vil reformationsjubilæet gennem hele 2017 blive markeret med forskellige arrangementer – blandt anden én gratis tur i biografen mandag den 13. marts kl. 19.00. Denne aften vil den biografiske film ”Luther” fra 2003 være på programmet i Brørup Bio (Nørregade 22, Brørup). Der er gratis adgang til filmen, men for at undgå, at nogle går forgæves vil der fra den 1. marts være mulighed for at afhente billetter til forestillingen på Kirkekontoret i Brørup (Østergade 29A, Brørup – åbent tirsdag-fredag kl. 9.00-12.00) eller hos Erling Skovsgaard (Holmeåvænget 56, Hovborg). Helle Nørby
Luther – Lidt om filmen
Filmen handler om Martin Luther, som er en munk, der er underlagt paven i Rom, som alle andre munke i 1500-tallet. Livet som munk er hårdt for Luther, da han har svært ved at acceptere, at folket og kirken ser Gud som én, man skal frygte, i stedet for én, man skal elske. Han kommer til Rom og får øjnene op for, hvordan den katolske kirke fungerer, og hvordan den udnytter folks tro ved at tage penge for syndsforladelse. Han er ikke enig i, at Biblen kun skal være på latin; han mener, at alle har ret til at læse Guds ord, og går imod Rom ved at skrive sine meninger og senere udgive selve biblen på tysk, så alle kan læse det. Dermed starter han den kristne reformation.