Kronik af Gunnar Lind Haase Svendsen, Syddansk Universitet

Kronik i Jydske Vestkysten d. 2/1 2011:
GUNNAR LIND
HAASE
SVENDSEN
professor mso, phd, cand. mag. Center for Landdistriktsforskning,
Syddansk Universitet, Esbjerg
»
Det er som om skolelukninger sker i en hellig sags tjeneste. Selv velfungerende, større skoler lukkes, og aldrig drages de økonomiske argumenter i tvivl. Kommunernes stramme økonomi gør det »tvingende nødvendigt«, lyder den officielle melding. Men holder denne argumentation? Eller er der tale om et ideologisk korstog?

Skolelukning: Økonomi – ideologi?

Lige nu raser debatten om skolelukninger i kommunerne, herunder de syd- og sønderjyske. Det er mest små skoler på landet, der er lukningstruede eller allerede lukkede. Der spås, at op mod 300 af landets 1500 folkeskoler vil lukke i de kommende år og hermed danne følgeskab med de omkring 400 skoler, der allerede er lukket siden 1990. Det af regeringen nedsatte Skolens Rejsehold foreslår endnu 500 skolelukninger, så vi ender på 1000 skoler i Danmark.
 
FORTALERNE ER som oftest politikere, embedsfolk, konsulenter og eksperter – dvs. de arkitekter bag kolelukningerne, som tydeligvis påberåber sig voksen-ansvarlig, økonomisk rationalitet. Heroverfor står forældre, børn, skolelærere og -ledere, der ofte menes at stå uden virkelige, økonomiske argumenter. Fortalerne siger typisk, at de finder den folkelige modstand forståelig, men at »kommunens stramme økonomi tvinger byrådet til at tage fat på at lukke skoler«, som fmd. for børne- og familieudvalget i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen (V), tidstypisk har udtalt (Nordjyske.dk 26/6).

Vi befinder os i sandhed midt i en centraliseringstid. Vi følger i det nye årtusind centraliseringen som en slags naturlov og glemmer, det er et menneskeligt valg. Domstole, politistationer, skoler, sygehuse, biblioteker mv. er blevet hastenedlagt og samlet i de større byer. Tænk også på kommunesammen-lægningerne, der ganske givet har medført mange fordele, men som til gengæld også har medført centraliseringsomkostninger og kraftigt bidraget til at tømme mange kommunale kasser. Vi har så travlt med at centralisere, at vi helt glemmer at lære af historien – fx centraliseringsbølgen i 1960’erne – der tydeligt fortæller, at vi risikerer »at skylle barnet ud med badevandet«.

Det bemærkelsesværdige er naturligvis ikke, at der bliver lukket skoler. Der befolkningsgrundlaget simpelthen ikke stort nok længere. Det bemærkelsesværdige er derimod, at beslutningsprocesserne mange steder er foregået udansk udemokratisk; med høringsperioder, der af almindelige folk opfattes som pseudodemokratiske teaterforestillinger som i det hedengangne kommunistiske Østeuropa, fordi »helhedsløsningen« reelt er taget på forhånd. Det er i det hele taget, som om skolelukninger sker i en hellig sags tjeneste. Selv velfungerende, større skoler lukkes, og aldrig drages de økonomiske argumenter i tvivl. Kommunernes stramme økonomi gør det »tvingende nødvendigt«, lyder den officielle melding. Men holder denne argumentation egentlig i retten? Eller er der tale om et ideologisk korstog?

LAD OS SE PÅ et typisk regnestykke i en kommune, nemlig Høje-Taastrup. I kommunens strukturrapport 2004-2011 oplistes 4 argumenter for at lukke skoler: Frigørelse af bygninger til andre formål, indtægt ved salg af bygninger, ingen driftsudgifter og ingen løn til tidligere personale. På udgiftssiden nævnes alene mere skolebuskørsel. Disse besparelser kan se fine ud i et regneark. Men i virkelighedens verden kan det vise sig at blive særdeles dyrt at være fattig. Der er nemlig langt flere ’skjulte’ centraliseringsomkostninger end (1) udgifter til skolebuskørsel. Her er de øvrige 16 af de 17, jeg anser for de vigtigste:

(2) Landsbyer, hvor skolen lukker, har høj risiko for at få et dårligt ry og komme ind i en ond cirkel med faldende huspriser (se fx bolius.dk)

(3) Forældre skal pendle endnu mere og kommer hermed tættere på den smertetærskel, hvor omkostningerne overstiger fordelene ved at bo på landet. Også deres børn bliver nu påført distanceomkostninger (spildtid i skolebussen). Man kan derfor forvente, at mange børnefamilier flytter, hvilket udhuler skattegrundlaget (hvis de flytter ud af kommunen), samt kan på sigt føre til afvandrede områder

(4) Det kan på sigt føre til fysisk forfald og nedlæggelse af tidligere velfungerende landsbyer, altså tab af samfundsmæssige værdier som bebyggelse, kloakering, vejbelægning, el- og vandforsyning

(5) Oprettelse af private skoler kan opæde besparelserne

(6) Lukningen kan af borgerne opfattes som et tillidsbrud, der fører til mindre motivation til at samarbejde med kommunen. De såkaldte »ildsjæle « forsvinder, og kommunen skal gøre alting selv

(7) Øget pendling forurener og slider på kommunens veje
(8) Sociale fællesskaber på landet risikerer at gå i opløsning, herunder velfungerende foreningsliv (fodboldklubben, spejderne). Hermed forsvinder også de værdier, der skabes i mange små, nære samfund, fx tillid, tryghed, værksætterånd og gode opvækstbetingelser for børn

(9) Børnene risikerer at blive isolerede, fordi det alt andet lige er sværere for dem at mødes efter skoletid med klassekammerater i en anden by

(10) Mange forældre har bevidst valgt en lille skole, fordi de ved, deres børn har brug for trygge, overskuelige omgivelser. Derfor er der risiko for øgede udgifter til specialundervisning

(11) Et lokalsamfund mister en helt stand af veluddannede borgere, der som oftest bidrager på mange måder (udover at være lærere)

(12) Landsbyen mister et vigtigt samlingssted

(13) Andre institutioner risikerer at blive revet med i faldet, fx børnehave, SFO, ungdomsklub, musikskole, kulturhus

(14) Det er ikke sikkert, store samfundsmæssige værdier i form af skolebygninger (flere for nyligt renoverede for mio. af kr.) vil kunne udnyttes optimalt efter lukningen, og ved salg kan der være store tab

(15) Kommunen skal bruge penge på at udvide skoler og SFO’er i centerbyerne

(16) Folk der vil flytte på landet har færre landsbyer at vælge imellem

(17) Det er på den lange bane ikke sikkert, det rent samfundsøkonomisk er en fordel, at vi klumper os sammen i byerne (forurening, tæt trafik, sygdomme, kriminalitet mv.)

FORTALERNE INDRØMMER OFTE, at lukninger medfører et kulturelt tab i de små samfund. Deres hoved-argument er og bliver derfor: Det økonomiske. De Kommunale Nøgletal viser imidlertid, at de fleste kommu-ner har haft  udgiftsstigninger efter skolelukninger. Fx er bruttoudgift pr. elev i Viborg steget med 12 % fra 2007 (32 skoler) til 2010 (26 skoler). Haderslev, Esbjerg og Kolding har også lukket skoler. Udgiftsstigningen er 5 % i Haderslev fra 2008 (29 skoler)  til 2010 (23 skoler), 20 % i Esbjerg fra 2005 (37) til 2010 (31), mens Kolding udskiller sig ved at have i fald på 13 % fra 2006 (29) til 2010 (26).

Alt i alt er udgifterne steget de fleste steder. Det kan naturligvis skyldes, at det kræver en vis omstillings-periode, før stordriftsgevinsterne kan høstes. Men indtil nu er de store besparelser ikke lette at få øje på. Skolelukninger synes således snarere at være et resultat af ideologi end økonomisk fornuft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *