Facebook gruppe: Stop Skolelukninger

Er du enig i nedenstående, klik ind på facebook og tilkendegiv din mening:

Åbent brev til politikerne i Vejen Kommune

Landsbyerne kræver magten tilbage

I forbindelse med de forestående skolelukninger, stiller borgergruppen spørgsmålstegn ved rigtigheden af kommunens beregninger, og ønsker klarhed om vilkår for nedlæggelse og oprettelse af folkeskoler i fremtiden.

Kommunen er ved at træffe en dårlig beslutning
Vejen kommunes beslutning om at nedlægge adskillige landsbyskoler er med rette stærkt omdiskuteret: Der er tale om en rigtig dårlig beslutning. Byrådet begrunder de bebudede skolelukninger dels med sparehensyn, dels med skolefaglige overvejelser, herunder anbefalingerne fra Skolens Rejsehold. Borgergruppen mener ikke, at kommunen vil opnå de forventede besparelser, men forventer tværtimod, at kommunen på få års sigt vil lide økonomisk tab på skolelukningerne. De faglige argumenter er båret af opfattelsen, at ”stort er godt” på skoleområdet, men denne filosofi deles ikke af landsbyerne.

Der er frit skolevalg i dagens Danmark, og hvis skolerne på landet ikke blev opfattet som det bedste tilbud, ville landsbyforældrene for længst have valgt dem fra. Nu træffer kommunen valget på forældrenes vegne i bl.a. Læborg, Sdr. Hygum, Øster Lindet, Hovborg og Nørbølling, men uden opbakning fra den befolkning, som ifølge de faglige argumenter skulle have gavn af beslutningen.

Skolelukningernes økonomi er skønmalet
De økonomiske beregninger fra kommunen er problematiske, men svære at diskutere, da kommunen ikke har fremlagt sine økonomiske forudsætninger, og da økonomien ikke foreligger belyst fra uafhængig side for at give et troværdigt billede af beslutningens langsigtede effekter. Det står imidlertid fast, at besparelserne kun vil blive opnået i teorien, fordi kommunens regnestykke udelader væsentlige økonomiske elementer, så som følgeomkostninger ved implementeringen af denne spareplan.

Til følgeomkostninger hører, at de færreste børnefamilier har mod på at bosætte sig i en landsby uden folkeskole. De simple mekanismer om udbud og efterspørgsel vil i de kommende år diktere, at efterspørgslen på samtlige huse i de berørte landsbyer skal falde, og derfor falder husprisen og ejendomsvurderinger også. Dette betyder færre skatteindtægter for kommunen, og tendensen kan meget vel blive forstærket gennem afvandring til de omkringliggende bykommuner, eller blot når de unge og indkomststærke tilflyttere udebliver. Med den ressourcestærke befolkning forsvinder landsbyernes arbejdspladser og erhvervsmuligheder, og det lokale erhvervsliv vil hurtigt kunne
mærke denne udvikling.

Men dermed ikke nok. Billige huse og landsbyer i tilbagegang tiltrækker lavindkomstgrupper, der igen betyder øgede sociale udgift, henholdsvis færre skatteindtægter for kommunen. Disse faktorer er meget svære at beregne på, men blot fordi de er svære at beregne. kan de ikke bare udelades, når beslutningen om at lukke en folkeskole skal træffes.
Overskud vil blive til underskud i løbet af ganske få år Selv et meget optimistisk skøn over den forventede udvikling forvandler hurtigt overskuddet i kommunens regnestykke til et knaldrødt underskud. Det er almindelig sund fornuft, og kommunens politikere burde stille sig kritiske, når forvaltningen undlader at medtage et økonomisk skøn over så
væsentlige konsekvenser på lidt længere sigt.

I kommunens beregning antages det desuden, at alle børnenes skolegang forbliver i kommunen, hvilket er helt urealistisk. Mange forældre der bor i kommunens udkantsområder vil i stedet sende deres børn til nabokommunen, alene fordi de geografiske forhold inviterer hertil. Dette er for kommunen dyrere pr. elev end den pris kommunen i øjeblikket betaler pr. elev på den lille landsbyskole, og i al fald dyrere end den stordrift på kommunens egne skoler, som beregningerne lægger til grund. Disse faktorer bør også estimeres for at skabe et mere korrekt billede af de
økonomiske konsekvenser ved skolelukninger.

Desværre bærer beregningerne præg af, at de blev til i et forsøg på at få kommunens budgetter til at hænge sammen på kort sigt, hvorfor de ikke kunne undgå at nå frem til den konklusion, at skolelukninger vil spare kommunen penge. Det gør de måske også på kort sigt, især hvis man ser isoleret på skolebudgettet, men ikke på lang sigt og hvis man gør sig klart, hvad beslutningen vil betyde for udviklingen i store dele af kommunens landområder.

Væk fra hovsa-besparelser på folkeskoleområdet
Vejen bryster sig med rette af, at man ikke er en del af ”Udkantsdanmark” eller ”Den rådne banan”, fordi kommunen, blandt andet i kraft af sin beliggenhed, har meget at tilbyde folk, der ønsker at flytte på landet og alligevel bo centralt. Denne gunstige position skal imidlertid forsvares aktivt, hvis den ikke skal være på lånt tid. Det siger sig selv, at når kommunen ikke tænker landdistriktspolitik ind i de centrale beslutninger om skole- og erhvervsstrukturen –
handlingsplanen rammer 20 % af kommunens elever – kan udviklingen kun gå den forkerte vej.

Centralisering og afvikling af landsbysamfund er følgelig en meget dårlig vej at gå, når en landskommune som Vejen leder efter besparelser. Kommunen mister sin attraktivitet for unge familier, der leder efter de nære værdier på landet, men kan samtidig ikke konkurrere med de omkringliggende bykommuners mange tilbud på kultur- og fritidsområdet.
Der er allerede set talrige eksempler på, hvordan tidligere velfungerende landkommuner blev forvandlet til ligegyldige udkantsegne, da gnisten først var slukket i deres ellers livskraftige landsbyområder. Initiativ og entreprenørship ude i de mindre samfund gå nu engang dårligt i spænd med kommunale tiltag om afvikling og centralisering. Et lille antal mislykkede politiske beslutninger kan betyde hele forskellen.

Det ville være en fejl at tro, at festtaler eller lejlighedsgaver fra støttepuljer kan erstatte en sammenhængende, langsigtet landdistriktspolitik, der er centeret omkring skole, erhverv og foreningsliv på landet. Det ville også være en fejl at tro, at Vejen by eller de mindre bycentre kan bære en frugtbar udvikling for kommunen, alt imens de omkringliggende landdistrikter visner hen.

Landdistriktspolitik handler for så vidt om målstyring: Det er kommunen, der skal se det fornuftige i at holde befolkningstallet i landområderne oppe på et vist niveau, og det er kommunen, der helhjertet skal skabe eller bevare de nødvendige rammer, som lokale ildsjæle kan udfylde, for at landdistrikterne yder deres bidrag til en levende og spændende landkommune. Byrådet må derfor seriøst forholde sig til, om det er udvikling eller afvikling, man vil skubbe i gang med sine strukturpolitiske beslutninger. Hverken festtaler eller lejlighedsgaver fra støttemidler kan erstatte en sammenhængende, langsigtet landdistriktspolitik, der er centeret omkring skole, erhverv og
foreningsliv på landet.

Vejen kommune har ikke råd til at træffe beslutninger hen over landsbybefolkningens hoveder. Når landsbyerne siger, at de ikke kan undvære deres folkeskole, så ved de, hvad de taler om, og politikerne har grund til at blive lydhøre. Vi skal derfor væk fra hovsa-besparelser på folkeskoleområdet, og vi skal væk fra, at den ene mindre folkeskole efter den anden forsvinder én gang for alle, mens bykommunerne og det støt voksende marked for friskoler deler store dele af
rovet imellem sig.

Politikerne skal give en håndfæstning på folkeskoleområdet
Da den dårlige beslutning om skolelukninger er en direkte konsekvens af, at landsbyerne har fået svært ved at skaffe sig ørenlyd hos deres folkevalgte kommunalpolitikere, er udviklingen i landdistrikterne generelt – og på skoleområdet i særdeleshed – afhængig af, at man nu, få år efter kommunalreformen, kan komme det demokratiske underskud i de sammenlagte kommuner effektivt til livs.

Borgergruppen foreslår på denne baggrund, at kommunens politikere afgiver en håndfæstning på folkeskoleområdet.

En håndfæstning går ud på, at politikerne frivilligt afgiver en del af deres magt, idet de frasiger sig bestemte rettigheder, respekterer bestemte procedurer eller accepterer, at deres vilje kan begrænses af folkets krav. På folkeskoleområdet bør det betyde, at landsbyerne sikres klare regler for, hvornår en folkeskole kan nedlægges samt ikke mindst, hvornår en folkeskole kan oprettes ude i en landsby. Som det er i dag, findes der nok regler for, hvad der skal til for at oprette en friskole, men der findes ingen klare regler for, hvornår befolkningen kan stille krav om at der oprettes en ny folkeskole.

Resultatet er, at der er stadigt færre folkeskoler tilbage, og at friskolerne mere og mere overtager rollen som folkets virkelige skole. Folkeskolens elevtal synker, og de ressourcestærke, engagerede forældre vender den ryggen.

Skal bladet vendes, må borgerne i de små samfund føle, at beslutningsmyndigheden samt et vist mindstemål af forudsigelighed vender tilbage til lokalsamfundene. Politikerne kan sætte den udvikling i gang ved at give lovning på oprettelse af en folkeskole, når et tilstrækkeligt elevtal kan opnås. Samtidig bør byrådet bindende frasige sig muligheden for at lukke en skole, så længe elevtallet ikke synker under et bestemt niveau hen over en vis årrække.

Borgergruppen foreslår, at borgerne kan kræve en folkeskole oprettet, når de kan mønstre mindst 15 elever pr. klassetrin i gennemsnit. Endvidere bør borgerne have garanti for, at der ikke kan blive tale om lukning af deres folkeskole, medmindre der over en årrække har været et gennemsnitligt elevtal på mindre end 10 pr. klassetrin.

Håndfæstningen er både i borgernes og politikernes interesse
For nogle kan det være en besynderlig tanke, at politikerne frivilligt skulle acceptere at begrænse deres egen magt. Når det er sket i historisk tid, hos Erik Klipping eller den engelske kong Johan uden Land, var baggrunden da også, at disse selv kunne se deres fordel i at inddæmme det demokratiske underskud i datidens samfund. Det bedste ville derfor klart være, at politikerne i Vejen kommune kan indse, at bestemte beslutninger er rykket så langt væk for borgerne, at de truer landsbyernes eksistens og levevis på kort sigt og kommunens samlede udvikling på lidt længere
sigt.

Princippet om nærdemokratiet bygger på en antagelse om, at borgerne i nærområdet er bedst til at bedømme, hvad der kan skabe trivsel og udvikling i deres lokalsamfund. Det bygger endvidere på den erfaring, at befolkningens virkelyst og positive energier kun kan sættes fri, hvis man giver dem klare rammer og egenansvar.

Politikerne i Vejen kommune kan derfor vælge, om de med den foreslåede håndfæstning frivilligt vil give landbefolkningen mulighed for at skabe levende og aktive lokalsamfund, med plads til både børn og voksne, eller om de vil afvente, hvordan Christiansborg vil tackle problemet med det nærdemokratiske underskud, når skaderne engang ikke længere er til at overse.

Vi hylder i dag Erik Klipping og Johan uden Land for, at de engang har taget modige beslutninger i deres befolknings velforståede interesse. Borgergruppen satser med dette åbne brev på, at også byrådet i Vejen kommune formår at løfte blikket ud over behovet for at få nærmeste budgetår til at hænge sammen med de illusoriske besparelser, som skolelukninger i kommunens landdistrikter i en overgang kan skabe på papiret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *