Ikke én – men to nye købmænd klar i Hovborg
Det lykkes, som måske flere af jer har set i dagspressen og på Facebook. Efter en periode uden købmand åbner VORES købmandsbutik igen torsdag den 13. november 2025 kl. 10.00 – denne gang med hele to nye købmænd, der er klar til at tage imod kunderne og blive en del af fællesskabet.
De to købmænd er Jens Bonde og Thomas Duch, som begge har mange års erfaring med dagligvarehandel.
Jens blev præsenteret på et velbesøgt borgermøde den 30. september 2025, hvor mere end 150 lokale mødte op for at høre nyt og byde ham velkommen. ”Jeg blev så overvældet af den varme modtagelse i Hovborg og da jeg fortalte om min oplevelse til min gode ven Thomas Duch, spurgte han straks om han kunne blive en del af projektet”
Jens Bonde driver i dag en sæsonbutik i Vejlby Klit – et arbejde, han fortsætter med. Når sæsonen slutter i oktober, flytter han dog til Hovborg for i vintermånederne at arbejde med udvikling og optimering af butikken i forhold til kundegrupperne. Thomas Duch er til daglig butikschef i købmandsbutikken i Skelhøje og vil fra 1. december 20025 være i Hovborg på fuld tid.
”Vi har fra første dag mærket en helt særlig varme og optimisme i Hovborg,” siger Jens Bonde. ”Vi glæder os til at blive en del af hverdagsbilledet – og til at skabe en købmandsbutik, som hele lokalsamfundet kan være stolte af.”
Den lokale arbejdsgruppe, som står bag initiativet, ser frem til åbningen – og minder samtidig om, at succesen afhænger af opbakningen fra borgerne og turisterne.
Vi har nu i Hovborg frem til 1. april 2026 til at bevise, at Hovborg vil bakke op om VORES købmænd😊. Vi har fået en enestående chance for at sætte en ny retning og justere driften i forhold til kunderne med to dygtige og erfarne købmand ved rorpinden. Vi har før her i Hovborg stået med udfordringer, som vi har løst ved at stå sammen. Med de to købmænd, vi nu har fået med, tror vi fuld og fast på, at det lykkes😊
VORES 2 nye købmænd glæder sig til at åbne den 13. november 2025 kl. 10.00 og til at byde os alle sammen velkommen.
Mange glade hilsner😊
fra købmandsgruppen og fra Jens og Thomas
Lidt om Jens:
Jens er 38 år gammel, single og bor i Vejlby Klit.
Han startede som bager i Ringkøbing i 2012, inden han tog imod et spændende job i Aldi i Hvide Sande og hvor han sluttede som butikschef.
I 2017 begyndte karrieren i Dagrofa, i første omgang som købmand i Velling og efter det, var det Letkøb i Thise som Jens udviklede til at være flagskibet for andre Letkøb butikker i Danmark.
I 2022 trak det så meget i Jens for at blive selvstændig købmand og det sted han faldt for, var Min Købmand i Vejlby Klit. Butikken han så udviklet på siden og den er i stadig vækst. Butikken har kun åben hen over sommeren i 7 måneder, hvilket giver Jens mulighed for at drive Vores Købmandsbutik i Hovborg fra uge 43 og frem til påske hvert år.
I sin sparsomme fritid, nyder Jens en tur ud i naturen, han er begejstret fotograf og går meget op i musik.
Lidt om Thomas:
Thomas er gift med Sanne og de har ingen børn. Parret er bosiddende lidt udenfor Kjellerup.
Thomas er født og opvokset I dagligvarebranchen. (hans far havde egen butik i 30 år). Thomas er uddannet i Super Spar i Silkeborg i 2002 og arbejdede herefter nogle år i branchen.
Thomas har også prøvet kræfter med transportbranchen og solgt biler i 6 år, inden han kom tilbage til dagligvarebranchen, hvor han senest har været butikschef i købmandsbutikken i Skelhøje.
Thomas glæder sig til at starte i Vores Købmand den 1. december 2025, hvor han vil være på fuldtid.