Endnu en tilskyndelse til at møde op, når der ”foregår noget” i ”Huset”
Efter nogle måneder med billeder malet af Hanne Ernst, Bente Vad, Karen Christiansen og Tage Brøgger udstillet i ”Husets” mødelokale, er der nu kommet nye værker på væggene. Holmeå Kunstforening har på en væg ophængt to store og flotte alligatorer billeder – malet af børnebilledskoleeleverne – (pas på! – de kan godt være lidt farlige). På de andre vægge hænger der billeder malet af Susanne Jørgensen og Bente Vad Larsen. Susanne blev født i København i 1952. Flyttede til Jylland i 1981 og bor nu i Hammerum. Uddannet pædagog og psykoterapeut. Hun fortæller bl.a.: ” – Da mine børn var små, var de ofte inspiration til mine malerier. Hverdagen med fire småbørn satte deres aftryk på lærredet. — Det er dejligt, at bruge farver, pensler, lærreder og materiale af forskellig art. Motiverne er både planlagte og hvad der opstår under processen.” Bente bor i Hovborg. Hun startede med at male på aftenskolehold for ca. 18 år siden. Har efterfølgende deltaget i malerkurser på følgende skoler: Helnæs Højskole, Vestjyllands Højskole og Brenderup Højskole. De sidste 10 år har hun været medlem af en lille malergruppe, der mødes en gang ugentlig. Bente fortæller: ”Jeg maler alt – portrætter, blomster, landskaber, og jeg elsker med lys- og skyggevirkning, at fremkalde de skønne runde former i krukker, kander, flasker og frugter. Jeg maler med både acryl- og oliefarver, og af værktøj bruger jeg både spartel og pensel.”
Opfordring!
Holmeå Kunstforening arbejder for, at der ud over gæsteudstillere altid er lokale kunstnere, der har værker udstillet i ”Huset”. Da vi ved, at mange i lokalområdet arbejder med billedkunst i forskellige udformninger (tekstil, maleri, tegning m.m.m.), vil vi hermed opfordre jer til at lade jeres værker udstille. – Henvendelse kan ske til Tage Brøgger tlf. 26471026.
Med venlig hilsen Holmeå Kunstforening.