Ulve i Klelund og omegn 1682 – 1754

Uddrag fra Valdemar Andersens bog ”Kongeåegnen”.

 

Ulve.

Længe efter at ulven var udryddet på de danske øer, måtte man i Jylland kæmpe mod ulveplagen. Det skyldtes dels, at halvøen var landfast med det øvrige Europa, så ulvene uhindret kunne strejfe ind sydfra, dels at det jyske land i fortiden havde store områder med hede, krat og moser, hvor dyrene kunne holde til. Selv om de jyske ulve næppe var så talrige, at de i store flokke gik til angreb på mennesker, var de en fare for får og kreaturer, ligesom heste undertiden blev ”ulvebidt”.

Søren Hansen i Estrup mødte i 1682 på årets første tingdag og meddelte, at han og hans medbrødre før jul havde dræbt to ulve. Han fremlagde et tingsvidne og Malt Herreds ting fra 1682, som meldte, at Hans Hansen i Maltbæk havde ladet ophænge en ulv, som han havde fanget og dræbt. Han begærede, at herredsmændene måtte tilholdes at give ham af hver gård efter gammel sædvane 4 skilling, hvad herredsfogeden havde tilkendt ham. Nu ønskede Søren Hansen samme belønning, og den fik han, da det var ”gammel sædvane”. Det er første gang, ulve omtales i tingbogen, skønt de givetvis har været en realitet i herredet gennem århundreder. Man bekæmpede ulvene, dels ved at fange og aflive ungerne, dels ved at anlægge ulvegrave, hvor de gamle ulve lokkedes ud på et tyndt dække og faldt i graven, hvorefter de måtte lade livet. Blev en egn særlig ulveplaget, foranstaltedes en ulvejagt, hvor et stort opbud af jægere og klappere søgte at få ram på udyrene.

I 1680erne blev der givet flere nye love om jagt, herunder også en forordning i 1688 om ulvejagt. Den vigtigste bestemmelse var, at der udlovedes en ret klækkelig belønning for at fange eller dræbe ulve, for et gammelt dyr betaltes 4 rdl., for unger 1 rdl.. De nedlagte dyr skulle præsenteres ved tinget, hvor belønningen kom til udbetaling. Da det må antages, at samtlige aflivede ulve herefter bragtes til tinget, vil tingbogens vidnesbyrd give et billede af ulvejagtens omfang og resultater.

I  løbet af 11 år blev der på Malt herredsting forevist 13 gamle ulve og 15 unger, hvoraf de fleste var nedlagt i Kongeåegnen. Og jagten gik videre i det nye århundrede.

Søren Pedersen Klelund, Lindknud, havde 3. juli 1710 fanget 3 store ulveunger. Den 19. november ophængtes en gammel ulv, skudt af Chr. Laursen i Okslund, Lindknud. Da Hans Pedersen, Holsted, 4. august 1712 kom med en gammel ulv, fandtes den så rådden og stinkende, at den ikke kom i galgen.

Den 12 juni 1736 kom Peder Mortensen fra Klelund, Lindknud, med 5 ulveunger, som han havde udgravet på Klelund Mark. Han fik sin belønning. 21. juli 1740 fik Chr. Starup fra Gammelby, Læborg og Chr. Nielsen fra Adsersbøl, Lindknud, betaling for 2 ulveunger fanget på Vittrup Mark og i Bøgeskov Mose nogen tid forinden. 16. august 1750 fremviste Morten Nielsen fra Klelund på egne og samtlige bymænds vegne 5 levende ulveunger, fanget på Klelund Mark.

Siden indleveredes en del ulve fanget syd for Klelund ned mod Kongeåen.

I  72 år var der bragt 21 gamle ulve og 49 unger til tinget. Antallet synes ikke særlig stort, men det fortæller, at der praktisk taget til alle tider har været ulve i Kongeåegnen, og de har haft så megen fred, at de har kunnet formere sig. Når antallet aldrig blev synderlig stort, og ulveplagen trods alt var begrænset, skyldtes det selvsagt den vellønnede fangst af ungerne. En totel udryddelse af ulvene i en egn var dog umulig, da der var tilstrejfende dyr fra andre egne.

Det må dog stå klart, at ulvene i den tid, der i det foregående er søgt belyst ved træk fra tingbogens vidnesbyrd og andre kilder, var en plage, et problem blandt de mange andre, som den tids mennesker måtte tåle.

(Henry 22.06.12.)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *