En varm hilsen fra Brasilien til Hovborg

”Tudo bem” fra Brasilien, fodboldspillets, solens og de små bikiniers land! af Christine S. Bech

Min klumme starter onsdag morgen den 5. august, hvor det lige var tiden at pakke det sidste ned, og så ellers skynde sig af sted i fuld fart mod toget i Vejen, som skulle føre os videre til Kastrup lufthavn. Det hele forløb efter planen og før jeg vidste af det, sad jeg trygt i flyet. Jeg var heldig, at blive sendt af Rotary til et års udvekslingsophold.
 
Med sommerfugle i maven, en tåre på kinden og en klump i halsen, lettede flyet med destination , Londrina, Brasilien – dog med et par skift undervejs. Efter et lille døgns flyvning med flymad, godt selskab , ingen søvn og rugbød i tasken, trillede flyet i fuld fart ind ad den lange smalle landingsbane i Londrina. Jeg var spændt!
 
Ude på den anden side af den ovale kabine, var der meget varmt. Jeg havde godt hørt, at det var varmt om vinteren i Brasilien , men havde aldrig forventet sådan en mængde varme . Okay, det var jo en oplevelse som skulle med.  Pyhah ..
 
Jeg havde selskab af en fyr fra Sønderborg, Tim, da jeg skulle ind efter bagagen. Han er også udvekslings-student for Rotary. Det var rart at have én at dele sine første indtryk med!  Vi fik fat i vores bagage, tog mod til os, og begav os ud i velkomsthallen,  hvor vores værtsfamilies ventede spændt! Blottet fra ord og tanker blev jeg taget imod med storm! Det var rart med bløde og varme kram efter en hård, lang og underlig rejse.
 
Jeg var så heldig at blive tildelt en søster, far og mor. Herligt. Nyt hjem, sprog, familie, mad, indtryk og forhåbninger… jeg kunne blive ved.  Alt sammen utroligt spændende !
 
Det er smukt her, naturen er noget,  jeg helt klart ville forbinde med noget traditionelt latinokontinentalt syd Amerikansk.

Vejene er røde, husene lyse i alverdens brune, gule og røde nuancer.  Rundt omkring på veje og gader gror de smukkeste banan palmer , citron træer og kæmpe bambus mm. Fodboldbaner, højhuse, en flod og en sø omgiver husets fire sider! Med vagter i entréen og pool i baggården indikerer det, at jeg er havnet i et velhavende lag af befolkningen!
 
Hver søndag formiddag er vi til marked, hvor de opstillede boder bugner med friske frugter og grøntsager. Det er lækkert og en part af vores daglige menu , som ellers består af ris og bønner + kød, som dog varierer fra dag til dag. Ellers er det det samme.

Vi har pige i huset som gør rent og laver mad hver dag. Det er meget normalt at have pige i huset, dog nærmere en kvinde, som ordner alle dagligdags pligterne. Billigt og effektivt, og så er maden klar hver dag kl. 12.30, som passer sammen med, at alle skoleelever ca. får fri der.

Jeg er også begyndt i skole, Colegio de Universitário, hvor jeg er kendt som intercambista da Dinamarca (udvekslingsstudent fra DK). Undervisningen er en del anderledes end den jeg hidtil har fået , både i Hovborg skole og på Grindsted gymnasium. Her er vi ca. 60 i hver klasse, andre klasser er de 100. Læreren står på et podielignende gulv og snakker i mikrofon. Det er rendyrket envejskommunikation. Der er 3 årgange i en alder af 15-17 år. Alle eleverne har en test 1 eller 2 gange pr. måned, og hvis de er dumpet i én forudbestemt procentdel af testerne i løbet af et år, skal de gå årgangen om.

Efter deres 3. år på collage, vil mange gerne på universitetet, hvor de igen skal igennem en test. Dem, der består kommer videre, de andre må bruge endnu et år på skolebænken i et slags forberedelses år til testen.
I brasilianernes folkeskoletid er de private skoler de bedste, mens de offentlige er meget dårlige, da lærerne ikke viser nogen som helst interesse for eleverne, helt små som store. Når man skal på universitet er de offentlige de bedste, mens de private er ringest.

I Collagio de Universitário har 3. års eleverne undervisning om lørdagen og nogle gange søndag, da skolen som mange andre skoler her, har været lukket pga. svineinfluenza. Svineinfluenzaen svæver over brasilianerne som en usikker bombe. F.eks. har jeg set mange, som bar masker for mund og næse. I en bank oplevede jeg, at de kun lukkede få personer ind i banken på samme tid , hvilket betød at mindst 30 mand måtte stå udenfor under en bagende sol og vente.

Det er efter min mening lidt halv åndssvagt. Lidt over 100 af hele den brasilianske befolkning er døde af sygdommen , hvilket er utrolig ærgerlig for de lidt over 100 familier. Jeg tænker blot, at hver evig eneste dag dør et meget større antal børn og voksne af sult.  Børn bliver forældre løse og folk bliver smittet med aids. Men at 100 mand dør, en brøkdel af hele befolkningen, kan virkelig sætte panikken i gang! Underligt …
 
Londrina er en by på størrelse med Århus og en lille by set med Brasilianske øjne.  Det er også en by med utrygge folk, kriminalitet og meget fattige borgere! Ofte ser jeg tjavsede børn rende rundt og tigge, og unge knægte føre en slags erhverv som “gade mafia” omkring parkering på offentlige gader. Dvs. hver gang man parkerer på gaden, er man nødsaget til at betale “løsesum” for sin bil, for at få den med sig igen efter parkering. Hvis ikke man betaler, kan man ikke være sikker på at se sin bil igen, i hvert fald ikke i genkendelig tilstand. Knægtene render rundt med bat , og uden tvivl har nogle af dem også pistoler.
 
På trods af alle disse faktorer er Brasilien et land, der byder på en stolt befolkning, smuk natur og charme.
En speciel tanke sendes til Hovborg; du er i mine tanker inkluderende dets indbyggere, kvinder, mænd, børn og unge, små som store! I skal vide, at I har det godt, og at I kan være stolte og trygge, gå på gaden fra kl. 24 til 7, drikke vand af hanen uden den eneste grund til bekymring. Jeres børn og børnebørn kan gå i skole, mens I trygt kan regne med, at de kommer hjem igen, uskadte.

Så har I et fantastisk sammenhold, er omgivet af naturskønne omgivelser. I kan se stjerner på himlen og sove godt hver nat i en mørk uforstyrret rolig by , bag en ulåst dør!  I har ikke brug for vagter, overvågnings kameraer, tremmer for vinduer og døre, en smart bil og slips eller høje sko, for i kender hinanden og behøver ingen facade!
 
Med disse ord synes jeg, at du, som har læst min klumme, skal tage din familie eller ven i hånden og gå en tur i nat under stjernernes vrimmel og tænke over, hvor godt I har det; at I har en regering, der er til at stole på og et politi, som er dér, når I har brug for det til at tage retfærdigheden i hånden. Tænk over, at nogen passer på jer, når I er i nød, giver jer penge, når I har brug for det til studerende, arbejdsløse og pensionister m.m.  De sørger for, at vores veje er sikre, og at landet ligger stabilt, så der er en god balance mellem rig og fattig.

Dét skulle nemt resultere i en god nats søvn. Som Bob Marley skriver: “Dont Worry, be happy”!
 
Med dét er der kun ét at sige, og det er Beijos fra en noget så munter Christine Skovbjerg Bech , Brasilien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *